Back to All Events

Vølvens spådom i Vestervig kirke

  • Klostergade 1 7770 Vestervig (map)

Et norrønt musikdrama for 8 sangere, vikingeinstrumenter og harpe komponeret af Bo Holten til Musica Ficta.

Hvordan lød vikingernes musik? Med efterhånden utallige Hollywood-producerede TV-serier om vikingerne fyldt med en blanding af quasi-nordisk folkemusik og gjaldende druksange, kunne man være tilbøjelig til at tro, at vikingernes musik netop lød sådan. Men i virkeligheden ved vi næsten intet om vikingernes musikudøvelse og har intet nedskrevet musik overleveret. Så i 2021 komponerede Bo Holten et musikdrama som forsøg på at skabe vikingemusik, som det måske kunne have lydt - hvem ved?

Holten allierede sig med en af de førende specialister i den førkristne musiktradition, Poul Høxbro. Med tilnavnet "The great man of small instruments" har Poul Høxbro udbredt kendskabet til fløjter, horn og slagtøjsinstrumenter fra de tidligste tider, og netop her har vi en ledetråd til vikingernes musikpraksis. De forskellige instrumenter, som arkæologien har hentet frem fra naturens arkiver findes nu i spilbare rekonstruktioner, som bør give en ganske præcis idé om, hvordan noget af musikken kunne have lydt. Og disse lyde har dannet grobund for Holtens værk.

Det kniber også med skriftlige kilder fra vikingetiden, men efter vikingerne blev gjort kristne har man skriftlige vidnesbyrd om den nordiske mytologi. Fra omkring år 1200 finder vi blandt andet gudedigtet Vølvens Spådom, der beskriver verdens cykliske forløb gennem mange af de fortællinger vi kender fra skolen. Vølvens Spådom har været oversat flere gange, og siden slutningen af 1990'erne har Suzanne Brøgger gendigtet dette historiske gude-epos flere gange. Det er udgaven fra 2015, som lægger korpus til Holtens tonesætning.

Værket er skrevet for 8 sangere, vikingeinstrumenter og harpe og blev uropført i Sanglandet Lejres Kongehal ved to udsolgte koncerter i november 2021. Nu i 2022 har vi igen glæden at kunne opføre værket for publikummer i hele Danmark.

Medvirkende:

Louise Odgaard, sopran

Anna Caroline Olesen, mezzo

Eva Wöllinger, alt

Tobias Aaabye Dam og Josef Hamber, tenorer

Stephen Yeseta, kontra/baryton

Rasmus Kure og David Kragh Danving, basser

Poul Høxbro, vikingeinstrumenter

Tine Rehling, harpe

Dirigent: Bo Holten

Entre kr. 100. Medlemmer af TCMA kr. 50. Billetter kan købes her.

Earlier Event: June 19
Prøv bueskydning som i Vikingetiden
Later Event: September 20
Musikforedrag med Palle Friborg Kjeldgaard